|
|
Du er her > vandreture start > Spanien > Sierra Nevada > Capileira vandreture > en længere tur
Vandring i Spanien. Vandreture i Sierre Nevada. La Alpujarra.
Capileira - Cortijo Las Thomas - Capileira via Acequia Baja/Acequia Alta
Distance: Ca 6 timer. Ca 16 km. Grad: Op/ned på ca 700 m, en del krævende og man skal ikke være bange for højder. Udstyr: Gode vandresko/støvler/sandaler, solhat og godt med vand.
Alternativt kan turen forlænges til Refugio Poqueira, hvor det er muligt at overnatte. Der er dog et godt hug op fra Las Thomas til refugiet. Eller gå retur ad ruten på vestsiden af Poqueira kløften til La Cebadilla og videre til Capileira. Tidsmæssigt nogenlunde det samme.
I sidste sving inden campingpladsen ligger en rasteplads med borde og bænke i bedste bjergstil - af sten. Det er også her der går en lille vej op, som samtidig er en del af stien, der bringer os helt op til Cortijo de Las Thomas for foden af Mulhacén.
Umiddelbart er det svært at se, at det er her stien begynder for det ligner og er samtidig indkørslen til en byggeplads, men den er god nok. Til venstre for en stor gitterlåge er der et hjulspor opad. Det plasker livligt i en vandingskanal ved siden af stien. Vi bliver overhalet af en ældre herre med schäferhund... Må se at få stoppet det rygning. Men her er altså stejlt.
Vi når op til grusvejen mellem Picadero de Cabellos og La Cebadillo. Stien, der er mærket med gul plet på de sparsomme poster, fører videre op i et short cut til en grusvej, der fører ud til Prado Morea og ender blindt der.
Det er fyrreskov heroppe. Dufter hjemligt. Her er helt stille. Efter et stykke ad grusvejen peger en post igen opad. Og opad det går til vi kommer ud af skoven til åbent terræn, hvor det flader noget ud.
|
|
|
Der er en fin udsigt. Vi spotter et par hjorte yderst på et klippefremspring. Kan se pipelinen fra kraftværket nede ved Cebadilla bagved.
Der er et par steder her, hvor der er endog meget langt ned, men stien er god nok. For at sætte lige netop det i relief, mødte vi kort efter, hvor det gik lidt opad, en gruppe mountainbike ryttere i vildt ridt nedad på de zigzaggende stier. En af de unge engelske gutter tog turen hen over styret, da en stor sten stoppede cyklens fremfærd. Lige netop der fladede landskabet lidt ud, så han faldt ikke så langt og kom på cyklen igen.
|
|
Vi passerer den nederste af vandingskanalerne, Acequia Baja og fortsætter med kanalen neden for stien. Lidt længere oppe løber den øverste Acequia Alta. Vi er i knap 2100 m højde. Det eneste der høres er vandets plasken.
Heroppe skulle vi så møde de første køer vi har set i vor tid i Sierra Nevada. Ikke noget under, at man ikke har set dem før, når de lokale gemmer dem helt heroppe.
|
Vi kommer til en nedlagt cortijo og tror i første omgang at det er Las Thomas, men der er faktisk et pænt stykke endnu. Et skilt viser til refugiet, men det er samme sti. Der er kun den ene.
Endnu et par skarpe sving rundt om bakkerne og der ligger Las Thomas et lille stykke nede.
Vi vender her, føler ikke den store trang til at fortsætte nedad - det er jo opad igen kort efter.
Man kan fortsætte ned til Las Thomas og derfra videre ned og gå på vestsiden igennem kløften til La Cebadilla, men det dropper vi og går samme vej tilbage.
|
|
|
Til top
|