Du er her > vandreture start > Grækenland > Kreta > Paleochora-Sougia
Vandring i Grækenland. Vandreture på Kreta.

Vandring på sydkysten. En del af langdistance sporet E4

Paleochora - Lissos - Sougia

Distance ca. 15 km. 6-7 timer.

Turen
følger de første ca 9 km kystlinien, både oppe og nede, og kravler så jævnt stigende 300 m op til et plateau. Efter små 2 km starter nedstigningen til den gamle by Lissos. Så kravler sporet i zigzag op til et nyt plateau. Kort efter går det igen ned i bunden af en kløft, der følges de sidste 2 km til Sougia.

Kreta. E4 mod Sougia

Vandringen uden de store problemer. Et par pæne stigninger. Ingen ly for solen.

Beskrivelse:
Turen starter i Paleochora og følger asfaltvejen mod Anidri. Kort efter campingpladsen følges en lille sidevej, der bliver til en grusvej videre ud af kysten. Vejen benyttes også af enkelte biler på vej til "Sandy Beach" der nås efter godt 3 km ved Anidri kløftens udløb. Herefter er det et smalt spor der går lidt oppe og lidt nede, men som er nemt at følge. Det er vel unødvendigt at sige at udsigten er fantastisk. En lille lagune passeres. Klart vand og fint sand. Nogle snupper en dukkert her.

Efter ca 9 km kravler stien jævnt stigende op til et plateau omkring 300 m oppe. Efter små 2 km henover plateauet, der består af strittende stikkende gevækster og mærkeligt udseende sten med meget skarpe kanter - som flint, starter nedstigningen til den gamle by Lissos.

Vel nede i Lissos kan pause passende holdes i ly af de gamle Johannesbrød træer og der kan tankes vand ved kilden. Der er smukt i dalen og mange små stier, hvoraf flere fører ned til stranden. Andre fører op til nogle stensætninger - gravpladser og andre bare rundt... Her er det absolut mulig at 'fare vild' når man vil videre ad E4, men fortsættelsen findes tæt på kilden under træerne.

Efter Lissos kravler sporet i zigzag op til et nyt plateau og kort efter går det igen ned og ender i bunden af en kløft, der følges de sidste 2 km til Sougia.

Kløften er utrolig flot. Frodig og jungleagtig og er man i Sougia og mangler en rask lille gå tur, er den absolut et besøg værd og altså med sine små 2 km til at overkomme, selv i meget varme.

E4 kommer ud af kløften ved en lille havn 500 m fra Sougia. Det er her rutebåden fra Paleochora om formiddagen og Agia Roumelli om eftermiddagen lægger til. Flere store turistbusser venter her på gæster fra Roumelli der har vandret Samaria kløften. Billetter kan købes inde i byen, eller skulle det glippe, hos en taxachauffør der ruller på plads 15-20 min før!

>>> Se ruten på kort.

til top | mere


juni 2004 ©copyright: erikpetersen.dk 2001 - webmaster: erik petersen - opdateret: 01-11-2010