Ved halv elleve tiden, går vi ned i flodlejet og nu begynder turen først rigtig.

Det tager sig meget indbydende ud, med masser af grønt langs siderne. Nerien er at finde i rigt mål.

Det er varmt.

Kløften snævrer ind. Solen bager.

Der er helt tyst bortset fra fuglenes sang.

Det er den smukkeste kløft.

Nogle få fugtige steder summer bierne og samles for at drikke.

Nu dukker der vand op. Men jeg tror vi er længere end sidst vi var her.

Vi må hele tiden skifte side for at undgå vandet.

Man mangler ord til at beskrive det.

Nu begynder det at blive sværere.

Hvis ikke vi havde ærgret os over den manglende kikkert før, så gjorde vi det nu! Ørne eller andre rovfugle kredsede oppe omkring toppen.

Først et par stykker, så flere og på et tidspunkt gled 7 stk majestætisk rundt i luften.

Det der før havde været lidt besværligt blev efterhånden til en udfordring i takt med større og større forhindringer.

Der måtte kravles op på klipperne for at forcere et sted, hvor et klippestykke på størrelse med en bus spærrede passagen.

Det var ikke så ligetil at finde et sted at klatre. Et par varder hjalp dog til.

En stor rod, halvvejs oppe i et træ vidner lidt om den kraft der må være på vandet i det tidlige forår

Så er det ved at være slut. Vi er igennem.

Vi begynder at kigge efter E4 sporet der skulle krydse over flodlejet.

Det kneb gevaldigt med at finde E4 sporet. Skilte og mærkninger, men intet brugbart spor. Vi søgte rundt, prøvede noget der lignede... men nej.

Havde faktisk besluttet at fortsætte i flodlejet, da en gedehyrde råbte os an. Han havde tilsyneladende set vor søgen. Vi blev ført ud sammen med gederne gennem et hegn og kom ud på åben mark. Klokken var halv fire. 5 timer havde vi brugt i selve kløften. Med små pauser - lange pauser når der blev kigget på ørne.

Så stod vi der... Hvad nu? Kiggede tilbage på kløften. Sådan tager den sig altså ud fra den anden ende. Mageløst.

Fulgte efter gederne op ad grusvejen. Vi skulle op til landevejen. Kunne se den 300 m oppe, men det var en pæn omvej for at komme derop.

Ad asfaltvejen de 4 km på vej mod Prassies.

En fantastisk udsigt over dalen fra broen. De hvide bjerge inde i landet. Smukt.

Fra landevejen så vi E4 sporet føre ned mod kløften, så det eksisterer altså, selvom vi havde vor tvivl. Vi skulle nok have ledt efter det lidt tidligere dernede i kløften, så vidt vi kunne bedømme ovenfra.

Endelig Prassies. Her må være en taverna - der er faktisk 2, men vi snuppede den første. En lille hyggelig landsby.

En fortjent pils - iskold - nydes på tavernaen i Prassies og planerne lægges for resten af turen. Hvordan kommer vi hjem?

Vi besluttede at vandre videre tilbage til Rethimno. Lige udenfor byen stikker en sti op i bjerget, og det skulle være muligt at følge den helt ud til kysten.

Stien gennem olivenlundene bliver til grusveje... hvilken skal vi vælge? Tilsyneladende valgte vi rigtigt.

Vi kommer tæt på kløften og en fantastisk udsigt over kløften afsløres flere gange. Smukt.