Du er her > vandreture start > Sverige > Skåneleden > Bjärehalvöen > Turdagbog
Skåneleden - Bjärehalvöen. En del af Kyst til kystleden. Fra turdagbogen
Fire dage sidst i april 2002.
Første dag Ankom til Båstad kl 12.30. Efter lidt proviantering gik vi ned mod havnen, hvor leden passerer. Tæt ved de berømte tennisbaner lige efter havnen ved nogle bådhuse, fandt vi sporet tydelig markeret. Tankede vand på et toilet ved bådhusene og begav os så vest på. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var pænt lunt.
Båstad - Knösen 12 km
Et par kilometer langs kysten i niveau med vandet og med skov på den anden side. Så drejer sporet væk fra kysten og snart går det vest på igen gennem blandet skov. Efter ca 1½ kilometers vandring kommer vi til et naturreservat. Her er det 'resterne' af Hallandsåsen og det går noget opad. Et udkigspunkt passeres.

Flot udsigt i det klare solskinsvejr over Båstad, Hallandsåsen og kyststrækningen nord på videre op i Sverige. Vi kommer til et område der hedder Englands dal, en sprækkedal - vild og utilgængelig, som der står i kortbeskrivelsen - med tæt løvskov. "Hold kæft, der står verdens største okse"! - Lige efter et lille sving står faktisk en kæmpe okse midt på stien. Skotsk højlandskvæg tror vi - ligner dem fra Vestskoven hjemme. Langhåret med meget store horn. 
|
Den er ikke alene. Der er fire køer og to kalve. De passerer stien mens de med snuderne vejrer os, og lige ser os an. Vi kravler lidt opad for at komme uden om - og møder så tyren, der står skjult i budskadset og gumler græs. Heldigvis ænser os han os ikke. Han er altså pæn stor...
|
|

|
Fortsætter vandringen og kommer ud af naturreservatet ved landsbyen Elestorp. Så er det landevej en halvanden kilometer gennem landbrugsland. En halv kilometer ca på en sti, stadig mod vest, inden det igen er et par kilometer ad landevej i nordlig retning mod Haga. Herfra fører en smal sti ind i skoven og opad mod lejrplads Knösen. Her starter også Bjärekustens naturreservat der strækker sig hele vejen til Vejbystrand.
|
Der er gang i skovningen men pladsen findes uden problemer. Et fint shelter med god plads til telte. Lokummet et lille stykke væk - på stien vi kom ad op til pladsen. Men: Her er ingen vand, hvad vi dog vidste på forhånd. Vi havde læst det på Skåneleden website, hvor der er oplysninger om ledens beskaffenhed.
|
|

|
|

|
|
Vi havde af den grund måttet slæbe vand med fra Båstad. Vor vægt var derfor øget med godt 3 kg, og det havde sat sit præg. Lidt ømme ben og godt møre skuldre, formen er ikke så god så tidlig på sæsonen. Teltet op og gang i kaffebrygningen. Det hjalp. Dejligt endelig at være herude.
|
Kl er 18. Her er fuglesang. Et sandt kor af fuglestemmer kappes med den tiltagende vinds brusen i trætoppene om opmærksomheden. Det er ikke lunt mere, selvom der er læ. Temperaturen er faldet drastisk. Ski' koldt faktisk. Aftensmaden består af den stegte kylling købt i Båstad. Det var okay. Så blev tid at tørne ind og slappe af - få varmen. Vågnede kort efter ved lyden af regn på teltet. Hmm...
Tilbage |
Til top
Anden dag
Knösen - Torekov ca 10 km
Det regnede mere eller mindre hele natten og fortsatte i den tidlige morgen. Først ved 9 tiden var det helt holdt op. Så det var op til en våd og halvkølig morgen - selvom fuglene sang og det var grønt... Lavede morgenmad og kaffe. - Vi var ved at løbe tør for vand, så det var enten opvask eller kaffe... Det blev kaffe.
Så pakkede vi og gjorde klar til at gå videre. Afsted opad gennem skoven til toppen af Knösen. Flot udsigt ud over bugten og landskabet derfra. En anelse spredning i skyerne? Så går sporet mod vest. Gennem skoven og tættere på kysten.  Sporet væk fra Knösen, med tydelig rød/orange Skåneleden afmærkning på træet.
|
Vi går stadig højt oppe - og sporet tæt på skrænten. Ebebærbuske som en hæk, der afgrænser det meget smalle spor mod skrænten og løvskov på den anden side. Dejligt landskab. - Nu anes en smule sol... Vi nærmer os Hovs Hallar - et barsk stykke kyststrækning med forvitrede klipper. En sti skulle føre ned til stranden, men vi så den ikke. - Så vi fik kun set klipperne fra oven.
|
|

|
Kort efter når vi frem til restaurant og hotel med samme navn - Hovs Hallar, og passerer lige inden det sted, hvor gul sti nede fra stranden dukker frem. Vi tankede vand og købte en kop kaffe - 20 Skr! - Og så videre. Nu var vi efterhånden nået i niveau med stranden og sporet fulgte nu kysten tæt. Et mangeartet landskab. Fladt, grønt, stenet og med enebærbuske spredt i landskabet. Solen var fremme og det var blevet lunere selvom det blæste en del nu. Mange søfugle. Mange fugle i det hele taget. Dejligt.
Det nærmede sig tid til frokost. En lille havn dukkede op - og af alle: Norrebro Hamn! - Jamen jeg har altid syntes der manglede et eller andet på Nørrebro. Nu ved jeg hvad det er. En havn! Men den ligger altså i Skåne...
|
|

|
Videre efter frokosten en times tid endnu, inden vi i læ af enebuskene tager en lille puster og laver en kop kaffe. Jakkerne har været på hele tiden. Blæsten er lige imod os og solen er ikke nok fremme til at kompensere. Det er lidt køligt, men lige her i læ er der lunt og rart!
Endnu en gang ændrer landskabet helt karakter. Her er stenet som på en strandkant. Flade sten. "Klappersten". Her ligger nogle høje lavet af de samme sten, 8 stk på rad og række. Gröthögerna. 
Vi nærmer os Torekov der også anes i det fjerne. Vi passerer langs med en golfbane, hvor flere er ude på hullerne - eller hvad det nu hedder. En rigtig campingplads - stor - med campingvogne og villatelte linet op, skal lige passeres inden lejrpladsen dukker op lidt længere henne ad stranden, gemt lidt inde i en lille skov. Også en fin plads. Shelter og vand fra en hane lige ved - men ingen lokum! Et pænt stykke henad stranden ligger et toilet - aflåst... her mangler også en affaldsspand.
Fandt et godt sted til teltet, lige ved en lille bålplads. Her er læ. Oversejlet, der drivende vådt var pakket i morges, fik lige en lufttørring inden det kom over teltet. Så blev det kaffetid og pladsen tages bedre i øjesyn. Rart sted. Masser af træer og buske, masser af fugle. Havets brusen, blæsten i trætoppene og fuglesang! Det bliver nydt i fulde drag.
|

|
|
Startede bålet der nu brænder godt og luner. Aftensmaden stod Travellunch for, suppleret med en gang ris. Nemt og hurtigt - smager dejligt. Nød aftenen ved bålet. Solnedgangen over havet. Blæsten var taget en del af, men det blev hurtigt køligt da mørket kom.
|
En enkelt fugls klare, fantastiske triller vækkede os efter kort tids søvn. Det må være en Nattergal! Månen var kommet frem og lyste kraftigt gennem lidt svag dis. Håb for lidt bedre vejr?
Tilbage |
Til top
Tredie dag
Fuglesang så det ville noget fra det første spæde morgenlys! Desværre var det igen blevet gråvejr. Ingen vind. Men sikke en gang fuglesang! Kaffe, morgenmad og mere kaffe - det er nu godt at have rigeligt med vand. Et egern havde travlt op og ned ad træerne. Torekov - Grytskär ca 17 km Vi havde snakket lidt om at tage en overligger dag, inden de 17 km til næste lejrplads. Ingen grund til at fare for hårdt frem første gang man er ude i år - og jeg var lidt smadret. Og hvad, her er jo rart - og fredfyldt ikke mindst! - Så det blev kun til en god slentretur ind til Torekov, hyggelig lille by. - Det var eftermiddag da vi var tilbage på campen. Lidt frokost og så bare nyde "fredheden"... Men den forsvandt desværre, da et hold mennesker dukkede op i minibus. 8 stk med kasser fyldt med mad. 4 mænd og 4 drenge. De lagde beslag på shelteret - ok - men desværre for os, forsvandt også "fredheden". Pædagoger og "problembørn". Er stødt på dem før. Hva' nu? - Det var jo ik' lige det vi havde lyst til... - Tog en hurtig beslutning. Kl var 14. - Bus afsted mod Vejbystrand! Pakkede sammen og gik ind til Torekov og tog bus 523 der bragte os til Vester Ljungby. Herfra kun små 3 km til Lervik - nogle huse og en havn, og en lille kilometer i nordlig retning ad kysten til en - viste det sig - endog meget fin beliggende camp! Klokken var 17.
 Shelteret ved Gryteskär.
Shelteret ligger inde i en klynge træer tæt ved stranden. Masser af plads. Lokum lige udenfor pladsen mod stranden. Et velholdt lokum - luxuriøst faktisk. Affaldsspand i nærheden. Ved hegnet ind til en mark fandtes en rigtig pumpe, men vandet var lidt gulligt. Fandt en fin spot til teltet så tæt på stranden vi kunne komme. Nogle småøer ligger et lille stykke ude i vandet - Yttre- og Inre Gryteskär. En konstant skræppen fra måger og andre søfugle. Kl 18 dukkede solen frem og vi fik lige et par timer med lune til læsning og afslapning. Overliggerdag i morgen i stedet?
|
Aftensmad - Travellunch igen, med et par bagte kartofler bagt i gløderne fra vores bål. Igen ret så køligt, da solen forsvandt i en fantastisk solnedgang lidt i 21.
Vågnede igen ved Nattergalens sang. Det var klart måneskin.
|
|

|
Tilbage |
Til top
Fjerde dag
Forhåbningerne om at vågne til morgensol efter den flotte solnedgang og klare måneskinsnat led et knæk. Igen var der kommet skyer i løbet af natten. Og det var køligt. Kaffe, morgenmad og kaffe. Blev enige om at slutte nu og tage hjem herfra i eftermiddag. 3-4 kilometers vandring ind til Vejbystrand, hvor der er 2 buslinier til Ängelholm.
Men først en god tur videre ud ad stranden mod nord - retning mod Torekov.
|

|
|
Meget passende kom solen så småt frem. Flot sceneri. Masser af fugleliv på vandet. Ænder, svaner, måger og flere andre. Store fugletræk på himlen. Gæs. På markerne harer og fasaner.
|
|
Solen forsvandt igen, skyerne trak sammen og det begyndte at lufte. Tilbage og spise frokost.Fik nydt den sidste "fredhed" der kun var blevet afbrudt af jetjagere der lagde an til landing på Ängelholm flygplats længere mod syd.
|
|

|
Pakke sammentid og så afsted tilbage mod Lervik. Sporet går langs med et sommerhus område det sidste stykke ind til Vejbystrand. Fandt busstationen og var snart på vej til Ängelholm. Herfra var det så Pågatåget til Helsingborg, Scandlines til Helsingør, Kystbanen mod København og ved 20 tiden... Nørrebro!
Til top
|