Du er her > Start > Tyskland > Vandreture v. Königssee > Sonneck-Dorf Königssee

Vandreture i Nationalpark Berchtesgaden ved Königssee.

Sonneck - Dorf Königssee.

Sonneck (1000 m.o.h.) til Dorf Königssee (600 m.o.h.).
Distance: Ca. 2½-3 timer.
Grad: 2, moderat. Grusvej, skovsti og asfaltvej.
Skilte: God skiltning.
Op/ned: 0 / 400 m.
Udstyr: Godt vandrefodtøj. En regnjakke og regncover til rygsækken bør også medbringes.
Proviant: Der er mulighed for at købe mad og drikke ved Gasthof Hochlenzer.
Til/fra: Fra Schönau kan stien, der går langs floden til stationen i Berchtesgaden benyttes. Fra stationen er der kun 3-400 m til liften Obersalzbergbahn.
Tyskland. Berchtesgadenland. Obersalzbergbahn i Sonneck (1000 m) [Klik for et større billede]
Foto: Tyskland. Berchtesgadenland. Obersalzbergbahn i Sonneck (1000 m).

Obersalzbergbahn er en noget ældre model af en kabelbane, men den fungerer perfekt og bragte os stille og roligt op i 1000 m. Stationen lå alene på stedet og sammen med vejkrydset var det måske Sonneck?

Tyskland. Berchtesgadenland. Et kig ud over landskabet fra Sonneck [Klik for et større billede]
Foto: Tyskland. Berchtesgadenland. Et kig ud over landskabet fra Sonneck.
Vi så os lidt omkring for at finde ud af, hvor vi skulle hen. Efter et kig på kortet, og et skilt på et træ, gik vi godt 50 m længere ned ad asfaltvejen. Så kunne vi følge en lille sti, der blot skar et par zigzag kurver af selve vejen.

En rigtig flot udsigt over det åbne landskab i dalen dukkede op, da vi rundede et sving. Vejen førte videre ned til Gasthof Hochlenzer og en stor sommer rodelbahn, sommerbobslæder.

Det var ved at være spisetid, så vi indtog et måltid mad på dette gasthof, og nød den absolut storslåede udsigt, inden vi drog videre.

Asfaltvejen førte videre ned i dalen, men i svinget førte en lille grusvej hen mod skoven?

Den var god nok. Stien gik lige i skovkanten. Kort efter var der pludselig flere stier at vælge imellem, men ingen skiltning. Alle så dog ud til at føre i samme retning, så vi fortsatte.
Tyskland. Berchtesgadenland. Gasthof Hochlenzer med panorama udsigt [Klik for et større billede]
Foto: Tyskland. Berchtesgadenland. Gasthof Hochlenzer med panorama udsigt.

Kort efter kom vi forbi endnu et gasthof, et lille hyggeligt et, som lå i forbindelse med noget bjergvagt, også med en storslået udsigt og et besøg værd. Vi fortsatte dog uden at standse.

Vi gik nu inde i skoven og vi så kun dalen i glimt. Snart mødte vi skiltning og vi skulle beslutte os for en ny retning. Vi kunne fortsætte til Mittelstation eller begynde at gå ned mod landsbyen. Der var et par valg yderligere, men stednavnene sagde os intet og kunne ikke findes på kortet.

Tyskland. Berchtesgadenland. Flot udsigt over dalen på vej ned til Dorf Königssee [Klik for et større billede]
Foto: Tyskland. Berchtesgadenland. Flot udsigt over dalen på vej ned til Dorf Königssee.
Vi besluttede os for at tage retning ned mod landsbyen. Stien vi nu fulgte drejede skarpt til højre og terrænet skrånede nedad. Stadig omkranset af skov fulgte vi stien nedad.

Vi mødte en asfaltvej, som vi fulgte et kort stykke til et Y-kryds. Her var der igen en sti nedad. Der var udsigt til åbent land igen. Flotte bjerghuse lå spredt i det grønne landskab. Ren grøn idyl og Bayern Morten Korch. Vi var næsten nede i landsbyen.

Vi blev lidt i tvivl på et tidspunkt, da stien syntes at gå gennem privat ejendom og det var vi ikke meget for, men et lille skilt reddede os og vi travede videre ud til asfaltvejen, der førte det sidste stykke ned til Dorf Königssee.

til top


oprettet juli 2008 - webmaster: erik petersen - opdateret: 11-07-2013