Du er her > vandreture start > Spanien > Sierra Nevada > Vandreture ved Pitres > Pitres-Busquistar
Vandring i Spanien. Vandreture i Sierra Nevada. Alpujarra.

Pitres - Busquistar - Ferrejrola - Pitres.

6-7 km ialt.
S/SØ for Pitres. 'La Taha' hedder området og der er mange stier at vælge.

En lille rundtur, hvor man kommer igennem flere småbyer.
Her er ingen stigninger, faktisk ligger turen et par hundrede meter længere nede ad bjerget.

En del af GR7 og lokale stier udgør ruten.

Alpujarra. La Taha. Udsigt fra Busquistar
Foto: Alpujarra. La Taha. Udsigt fra Busquistar.

Lige i udkanten af Pitres finder vi GR7 stien på den anden side af landevejen. Her er også mulighed for overnatning i en 'hytte' erfarer vi.
Så er det bare afsted og få hundrede meter fra landevejen åbenbares så et overdådigt syn ud over kløften. Vi går på en smal sti på den ene side af en lille afstikkerkløft. Flot. Landskabet flader ud og vi kommer gennem en meget 'uforandret' landsby. Atalbeitar ser formentlig ud som for 100 år siden. Sirlige overbygninger over de små gyder skaber den tiltrængte skygge for de få ældre indbyggere vi hilser på.

Fra Atalbeitar går GR7 stien mod nord og op til landevejen igen. Vi fortsætter ad en af de lokale gennem et vekslende landskab af småmarker og frugtlunde inden vi også ender på landevejen

Ad denne går det så til Busquistar. Her mødes vi af en officiel skiltning omkring vandreture i området. GR7 stien fortsætter her mod nord til Trevelez, en tur på 7-8 km.

I Busquistar nyder vi en kold på en hyggelig bar. Nogle mænd sidder og spiller kort i skyggen på den lille terrasse. Flot udsigt over kløften.

Alpujarra. La Taha. Officiel skiltning omkring vandreture i området
Foto: Alpujarra. La Taha. Officiel skiltning omkring vandreture i området.

Snakker lidt om hvad vej vi nu skal vælge, for der er flere muligheder. Fra vor lille skyggefulde spot, kan vi se stierne på bjerget på den anden side af kløften. Det lokker, men vi beslutter at blive på denne side og gå tilbage ad en sti der fører til landsbyen Ferrejrola. Derfra stikker en sti op til Atalbeitar og så er vi næsten hjemme.

Det blev turens smukkeste. En fantastisk udsigt over kløften med floden Rio Trevelez i bunden. Godt nok en meget varm og ubeskyttet tur, men uden strabadser af nogen art. Det var bare at slentre derudad og nyde udsigten.

Alpujarra. La Taha. Udsigt over Trevelez kløften
Foto: Alpujarra. La Taha. Udsigt over Trevelez kløften.

Til top



August 2001 ©copyright: erikpetersen.dk 2001 - webmaster: erik petersen - opdateret: 26-11-2011