Du er her > vandreture start > Spanien > Sierra Nevada > Vandreture ved Pitres > Rio Bermejo
Vandring i Spanien. Vandreture i Sierra Nevada. Alpujarra.

Rio Bermejo.

5-6 km ialt.
Mod nord, langs kløften der gemmer på floden Rio Bermejo. Ikke at man ligefrem ser meget til nogen flod. Op til et punkt, et 'udsigtspunkt', hvor stien krydser en større grusvej. Over en afstand på små 3 km stiger terrænet ca. 600 m til 1800 m.o.h.
Rigeligt til en sveder. God lille tur!

Grusvejen mod sydvest ender efter omveje i Bubión. Grusvejen i vestlig retning, fører bl.a. til Busquistar, men også til Trevelez længere oppe i bjergene, og man møder langdistancesporet GR7 undervejs.

Stien vi kom ad, fører videre op i bjergene, og ender efter ca. 20 km ved 'Refugio Poqueira' i ca. 2600 m.o.h. Deroppe fra går stier videre ud i forskellige retninger. En fører bl.a. til Trevelez, så har man mod på det...

Alpujarra. Pitres set lidt oppefra
Foto: Alpujarra. Pitres set lidt oppefra.

En meget varm tur.
En lækker tur, som startede lige udenfor Pitres, det var bare ikke så ligetil at finde det rigtige sted for sporets begyndelse. Lidt frem og tilbage ad landevejen inden det lykkedes. Vi skal op mod den lille landsby Capilerilla 100 m. længere oppe, og finder sporet og skiltet. Så går det der ud-opad.

De helt fantastiske dufte af varme og krydderurter. Timian er der meget af. Spændende strittende, stikkende fauna af små træer og lave gevækster af buske. Flittigt arbejdende bier der summer i stilheden. Højt oppe svæver en rovfugl af en art! Det er livet. Mange små pauser undervejs, både for at få pusten, få et skvat vand og så for rigtig at nyde udsigten. Fantastisk.

Halv vejs oppe krydses sporet af en lille strøm, og muligheden for lidt afkøling bliver udnyttet med det samme.

Det kniber lidt med at tyde de mange spor der udløber fra vadestedet. Hvor fortsætter vort spor? Vi beslutter endnu et hvil.

- En gruppe spaniere kommer fra samme retning som os mens vi hviler, og spørger os til råds om den videre færd...! -

Alpujarra. Rio Bermejo krydses ved et vadested
Foto: Alpujarra. Rio Bermejo krydses ved et vadested.

Det spor de valgte var ikke det rigtige; 10 min. efter kom de tilbage og fortsatte ad et andet mere direkte mod nord. De kom ikke igen, så da vi var klar til at fortsætte fulgte vi efter og fandt kort efter skiltningen der viste, at vi var på rette vej.

Vi kom op til grusvejen, og fulgte den et stykke inden vi så kom til udsigtpunktet, hvor stien fortsætter videre op i bjergene - og hvor vi besluttede os for at vende om. Vi holdt hvil i skyggen, og spiste lidt medbragt mad mens vi nød lyden af et lille vandfald i nærheden. På dette sted løb 2 mindre floder ud i det der bliver til Rio Bermejo.

Og så vendte vi hjem. Ad samme vej vi var kommet, men nød den lige så godt. Så det hele fra en ny side - og så er det knap så anstrengende og svedigt at gå nedad!

Havde været undervejs i 8 timer, da vi satte os med en kølig pilsner ved torvet i Pitres.

Alpujarra. Et lille pot hole ved Rio Bermejo
Foto: Alpujarra. Et lille pot hole ved Rio Bermejo.

Til top



August 2001 ©copyright: erikpetersen.dk 2001 - webmaster: erik petersen - opdateret: 26-11-2011