Overnatning:
Vi landede allerede ved 7 tiden om morgenen i Palma og havde tænkt at tage direkte til Sóller og videre til Refugio Muleta, der ligger tæt ved Port de Sóller, men desværre var der fuldt hus i refugiet denne lørdag. Søndag var der til gengæld masser af plads. Værd at huske på!
Vi måtte derfor tage en enkelt overnatning i Palma og havde på hostelworld.com booked en en overnatning i dobbelt rum på Hostal Tierramar i Palma til den første nat. 17 Euro pr person, incl morgenmad.
Foto: Palma de Mallorca.
Hostal Tierramar ligger ved stranden helt ude i bydelen es Arenal. Den sidste del af den muntre havnepromenade og strand. Der er gode busforbindelser til Palma city (linie 15) lige udenfor døren. Tierramar var udmærket. Rent og pænt og udmærket morgenbuffet. Drives af en englænder.
Kontakten til Refugio Muleta foregik pr telefon her fra Danmark. Personen i den anden ende, som senere viste sig at være bestyreren, talte ikke så godt engelsk, men nok til at ordne en booking.
Foto: Sea Club Resort. Port de Alcudia.
Refugio Muleta blev så målet næste dag. En overnatning i "Dormitorio colectivo", køjesenge i sovesal, 22 Euro pr person, incl aftens- og morgenmad (mindede en del om camino menuerne).
Til de resterende nætter bookede vi på booking.com
en hotel-lejlighed i Sea Club, et stort fint resort i Port de Alcudia.
30 Euro for en lejlighed. Det kan altså gøres pænt billigt uden for sæsonen.
Transport
mellem København og Palma foregik med Air Berlin. Fungerede fint, og ombord udmærkede de sig med gratis sevice i form af drikke og sandwhich. Billigt, 101 Euro pr næse tur/retur, da vi var i god tid med bestillingen.
Palma har et fint net af bybusser, en billet koster 1.10 Euro, og fra lufthavnen kører lufthavnsbussen linie 1 til centrum. Billet pris 1.80 Euro. Mens vi var der i april, åbnede også en Metro.
Tæt på Placa Espanya ligger 'Parc de ses Estacions', busstationen for busserne Autocares Mallorca, der kører langdistance turene på øen.
Ved Placa Espanya ligger også stationerne for øens toge. Det nok mest kendte, og en stor turist attraktion, det gamle tog Ferrocarril de Sollér, der kører mellem Palma og Sóller, har station på gadeplan med indgang fra bl.a. Placa Espanya.
Foto: Stationen i Sóller.
Vi brugte toget som transportmiddel til Sóller og det er bestemt en dejlig tur, hvor nostalgien sniger sig ind på en.
Det andet tog, der kører til Inca, har station under gadeplan og er et moderne tog. Tog planer her: Transport Illes de Baleares - forkortet tib.
Fra Sóller kan man køre med sporvognen, der er lidt af en turist attraktion, de ca 5 km ud til havnebyen Port de Sóller.
Kort: Vi købte Guide to Northeastern Mallorca, Guide+map 1:50.000 for 5.50 Euro i en butik på strandpromenaden i Port de Alcudia. Det omtalte nogle ture i nabolaget og var, hvad vi havde brug for. Kort, guide og skiltning stod dog ikke helt mål med realiteterne og mangen en lodsejer havde blokeret for gennemgang, så stierne ikke fandtes.
De havde mange andre vandreguides, Sunflower, Rother osv, der dækker hele øen og især bjergene, men ingen deciderede kort bortset fra det omtalte i vores område.