Du er her > Start > Andet relateret > Efterårsjævndøgn. Tid til status

Inspiration til vandreture, trekking og hiking.

Efterårsjævndøgn. Tid til status.

Så er det blevet efterårsjævndøgn. Dag og nat lige lange. Det mærkes især på det stadig svindende dagslys, men også på vejret, selvom det stadig er lunt for årstiden. Tid til status.

Hvor blev den sommer af? Noget kedeligt vejr prægede juni og juli og de få planer jeg havde kuldsejlede. Nu er tiden forpasset for i år.

Heldigvis er depoterne alligevel blevet fyldt til den kommende årstid. Det er, med et for tiden tiden populært udtryk, nærområderne, der kan takkes for det.
Edderkopperne har gyldne dage i efteråret
Foto: Edderkopperne har gyldne dage i efteråret.

Jeg behøver ikke at bevæge mig særlig langt for at være ude i det fri, tæt på vandet og åbne områder, der hvor depoterne fyldes og hovedet tømmes.

Lykkelig er den, som frit kan vælge vandring fra eller til...

Efteråret lurer i horisonten. Det er efterårsjævndøgn
Foto: Efteråret lurer i horisonten. Det er efterårsjævndøgn.
Meget har nu også været helt anderledes denne sommer. Personligt passerede jeg en milepæl i livet og har, mere eller mindre frivilligt, evalueret en del på såvel vandrelivet, som livet i almindelighed.

Begrebet vandring blev sat ind i et nyt perspektiv med de mange flygtninge på vandring mod en uvis fremtid med resterne af deres liv pakket ned i rygsæk og bæreposer. Man kan vel ikke være upåvirket af det.

Min lille have har været mit shelter og fristed for tankerne og jeg har samtidig brugt en masse god tid på at skabe og pleje den lille oase. Masser af grønt, blomster, sol og frisk luft har jeg modtaget i tilgift.

Det er altså sparsomt med egentlige vandreture og der er kun en ny at berette om (herom senere). De andre har været dele af ture jeg allerede har skrevet om. Det er iøvrigt en stor glæde at interessen for vandreturene her på sitet stadig er stor trods manglende nye ture.

til top





oprettet september 2015 - webmaster: erik petersen - opdateret: 23-09-2015