Vandring i Bulgarien. Vandreture i Pirin bjergene. Ture fra Dobrinitse.
Dobriniste var vores indgang til det bulgarske. Praktiske detaljer med registrering hos det lokale politi, udforskning af det lokale samfund, finde ud af busplaner og skaffe et kort gjorde, at der ikke var tid til de helt store vandreture. Men de er der og ligger bare og venter.
Kortet over området angiver de afmærkede stier. Fra Dobriniste stikker et rødt mærket spor direkte syd og fortsætter forbi hytterne ved Goce Delcev og Bezbog op over bjergene mellem to toppe på hhv. 2730 moh. og 2668 moh. og videre på højderyggen til Pirin hytten der ligger i ca 1700 m højde. En strækning på omkring 33 km.
Ved Bezbog fører et grønt/gult mærket spor mod vest og forbinder sporene fra Bansko. Ad det spor kan man vandre rundt om bjerget med toppene Polezan (2861 moh.), Malak Polezan (2822 moh.) og Vojvodski Vrah (2761 moh.) til hytten ved Damjanica. Det skulle kunne klares på en dagstur.
Hvis man først er oppe ved hytterne og har mod på at bruge dem kan der planlægges en række meget spændende ture.
Vi fik gået turen til Bezbog og lidt længere, men af to omgange. Første del fra Dobriniste til Goce Delcev og tilbage. Andel del fra Bezbog mod bjerget Samodivski Vrah og bjergsøerne ved dets fod. Det er her gult spor drejer mod vest. Turen til Goce delcev forgik i bil og derfra kørte vi i skiliften op til Bezbog. Tilbageturen gik til bens ad vejen til Dobriniste.
Dobriniste - Goce Delcev - Dobriniste.
Distance: 22 km. 5-6 timer. Grad: Let og ubesværet ad lille asfalt og grusvej. Stiger ca. 500 m jævnt fordelt. Udstyr: Alm. vandresko kan gøre det. Vi foretrak vores Teva sandaler. Vind/regnjakke pakket i dagtursrygsæk. Evt. solhat. Lidt proviant og vand.
Der kan måske købes mad og drikke i hytten ved Goce Delcev. Kaffe kan man da få, men ingen talte engelsk og der var ingen gæster.
Det er en fin tur til at starte bentøjet op på. En smuk tur igennem frodigt grønne områder. Det var sol og blå himmel og meget varmt da vi startede ud af Dobriniste. Kl var 10.
Fin ny asfalt det første stykke. Et sjældent syn. Grønne marker og nyttehaver på begge sider. Ikke noget særlig trafik. Efter et par km skulle vi til at holde øje med et sted, hvor stien drejer væk til venstre fra vejen og var fortrøstningsfulde med hensyn til skiltning, da den havde været fin i starten. Men vi fandt aldrig det spor. - Måske. En grusvej drejede af til venstre på et tidspunkt, som en af de eneste, men det var ikke til at se hvor den førte hen. Ingen skilte, ingen mærker. - Besluttede at holde os til vejen, som kun er et lille stykke længere. Det sidste stykke op til Goce Delcev følges de alligevel ad.
Halvvejs er det slut med den nye asfalt. Resten er vejen er store huller og sten. Godt man er til bens. De få biler der kører her skrumler afsted i zigzag mellem hullerne.
Bjergene er krøbet lidt tættere på og rejser sig på begge sider. Vi har det meste af tiden kunnet høre en lille flod på venstre hånd. Den plasker nu længere nede i kløften. Løvtræerne er så småt begyndt at forsvinde og gran og fyr tager over.
Et par km før målet slår vejen et knæk og her krydses den lille flod. Strømmen plasker ned gennem en lille frodig kløft, henover og under vejen. Tevaerne bader let.
Lige kort før målet lokkede et skilt om hotel og restaurant, os til at dreje fra til venstre i stedet for at gå lige ud. Vi bevægede os lidt nedad grusvejen og kom kort efter til et hus. En stakkels vagthund fik et chok da vi entrede stedet midt i siestaen. Kræet smuttede og kom sig slet ikke, mens vi var der. Der var nu ikke meget restaurant. To unge mennesker kom til syne og så lettere forvirret ud. Den unge mand kunne en smule engelsk og vi spurgte til lidt at spise og drikke og det lykkedes at få lidt salat at spise til colaen.
Sad og betragtede stedet. Høns og ænder - og en enkelt kalkun, vraltede frit omkring. Hunden så ud til at trænge til psykologhjælp. Huset lidt i forfald og det er ikke til at se om der drives lidt hotel. Men der er plads til at slå telt op. Det var svært at gøre sig forstålig så vi blev ikke klar over om overnatning/teltning var mulig. Den unge mand viste os et short cut resten af den korte vej til Goce Delcev ved at føre an. Vi sparede at gå tilbage op til landevejen.
Hytten ved Goce Delcev er medtaget og gammel. Det samme var de eneste mennesker på stedet og de snakkede kun bulgarsk. Kaffe fik vi dog. Interiøret er brunt, trist og mørkt. En gammel ovn står omtrent i midten og bruges som affaldsspand i øjeblikket. Til vinter skal der nok komme gang i den.
Udenfor ligger der små hytter der også har kendt bedre dage, men som trods alt ser okay ud. Det er sikkert stadig muligt at leje en sådan.
Der skulle være en plads til camping også, men den kunne vi ikke få øje på. Måske var der bare ingen telte i øjeblikket. Men der var plads, så det må være muligt. Til august, når bulgarerne selv holder ferie, skulle der være en del mennesker her i området.
Distance: Ialt ca. 17 km. 5-6 timer. Grad: Små stier der til dels var hindret af sne. Stiger ca. 300 m fra Bezbog mod bjerget over de ca 3 km's vandring. Udstyr: Vandresko anbefales - Tevas kan dog gøre det. Vi havde sandaler på, men havde heller ikke regnet med sneen.
Vind/regnjakke pakket i dagtursrygsæk. Evt. solhat. Lidt proviant og vand.
Vi betalte 10 Leva for en retur med liften fra Goce Delcev op til Bezbog. Det dobbelte af, hvad de lokale betalte. En politik som er udbredt på disse kanter. Kabel liften sparede os for en vandretur med en ret sej stigning på 7-800 m. Hytten Bezbog ligger i 2200 m højde. Den er lidt større end Goce Delcev og i noget bedre stand.
Nede foran hytten ligger en stor sø. Ved bredden er en lille primitiv restaurant banket op. Den ligger i sandhed smukt.
Man kan gå begge veje rundt om søen, men man skal over eller uden om den snebræmme der ligger lidt højere oppe. De store mængder sne der kom i vinters - der var faldet mellem 3 og 4 m sne, mod normalt 1½ til 2 m - har gjort, at der stadig ligger sne der ikke er tøet.
Det blev udenom snebræmmen. Den var for farlig at forcere. Det var svært at finde sporet på den anden side og svært at orientere sig mellem dværgfyren, der var høj nok til at skjule udgangen. En ren labyrint. Vi fandt dog igen ud til sporet, der heroppe er mærket med grøn. Kom op på den første højderyg og fik et fint udyn længere mod syd.
Herfra går det nedad i en stor bue. Man kan tydeligt se sporet forude. Hvad man ikke kan se er om den store snebræmme der ses forude spærrer for sporet.
Vi fortsatte og satsede på at komme over næste højderyg og ned til den store sø ved foden af Samodivski Vrah.
Der er en imponerende udsigt over toppene i Pirin. Vi passerede en del kilder der strømmede fra de højere bjerge og ned mod dalen.
I følge kortet skulle det grønne/gule spor nu dreje mod vest og det røde, som vi oprindelig fulgte, skulle fortsætte mod syd. Men det var ikke helt til at finde ud af.
Vi fortsatte ad det synlige spor. Da vi kom nærmere snebarrieren kunne vi se at sporet var spærret. Måske det først er på den anden side af ryggen, at sporene deler sig? Vi prøvede at kravle nedenom snekanten, men det var ikke helt så let. Ovenover da? Der rakte nogle klipper frem, som måske kunne nås og bruges. Nej, for besværligt. Vi opdagede at der længere nede på et åbent stykke var sat varder og prøvede i stedet at følge dem.
Vi havde efterhånden brugt for meget tid på ikke at nå nogen steder og begyndte at komme i tidsnød. Den sidste lift nedad kørte kl 16. Efter at have maset noget rundt for at komme udenom snebarrieren og sadlen, men uden at have fået syn på søen, erkendte vi at tiden var gået.
Vi opgav besøget ved den store sø og begyndte at trave tilbage efter en lille pause.
Da vi var kommet på afstand af snebræmmen kunne vi se, at der rent faktisk var spor af fødder der havde forceret sneen, der hvor stien burde have været. Det havde vi ikke været opmærksomme på før, men havde anset det for at komme igennem sneen på den måde for både besværligt og små farligt - og koldt for tæerne...
