Du er her > Start >Trekking i Nepal > Nepal 2007 > Trekking slut

Vandring i Nepal. Trekking i Annapurna regionen. Trekking slut.

Trekking slut.

Birethanti til Nayapul og bus til Pokhara og Kathmandu.

Op ved 6 tiden, til sædvanlig tid. Umuligt at sove længere. Så var det slut med bjergene for denne gang. Noget vemodigt. Nu var vi jo lige så godt i gang. Vi havde alle gode ben efter de 8 dage og kunne sagtens være fortsat.

Det måtte blive en anden gang. Lige nu og her stod den på pakning af blueback og egen rygsæk. Der skulle pakkes til en kort bustur, så det var let. Vi skulle kun gå en halv times tid til noget der hed Nayapul, hvor bussen holdt og ventede på os.
Nepal. Foran Hotel Sunrise Lodge i Birethanti [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Foran Hotel Sunrise Lodge i Birethanti.

Vi spiste morgenmad i pavillonen og fik sagt farvel til nogle af porterne. Det var ikke dem alle, der skulle med til Pokhara. Nogle havde nye jobs der ventede. Det samme galdt for de assisterende guides. Nogle skulle hjem til familie, andre skulle på en ny tur.

Vi så på, at porterne drog afsted med vores bluebacks, over hængebroen og videre langs med floden og efter at have afregnet med værterne på Hotel Sunrise Lodge var vi også klar til at følge efter.

Nepal. Fra Birethanti til Nayapul [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Fra Birethanti til Nayapul.
Da vi var kommet over hængebroen fortsatte vi langs med floden, modsat da vi var her for 8 dage siden.

Det var lidt af et klondyke område. Huse af sten og ler og små faldefærdige hytter af træ lå på rad og række mellem vej og flod.

Beboerne var ved at gøre klar til en ny dag. Der blev fejet for egen dør og der blev vasket op i rendestenen, som vi havde set det så tit.

Nogle kvinder, iført sari, fik på behændigvis et skummende bad, med værdigheden i behold, ved en vandhane på et gadehjørne.

De fleste hytter havde en eller anden form for forretning kørende, men, formentlig på grund af det tidlige tidspunkt, var der ikke så meget gang i handlen.

Vi så også de første motoriserede køretøjer i 8 dage, da der dukkede motorcykler frem, og jo tættere vi kom på vejen, også biler.
Nepal. Vejen fra Birethanti gennem Nayapul [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Vejen fra Birethanti gennem Nayapul.

Vi nåede hurtigt frem til den ventende bus og snart rullede vi afsted mod Pokhara.

Grunden til at vi ikke startede trekket her i Nayapul for 8 dage siden, hvor vejen naturligt ender, og i stedet for i Lumle, var at tehusene i Chandrakot var truet på eksistensen. Mange trekkere kørte hertil og startede trekket her og kom derfor slet ikke igennem Chandrakot.

Nepal. Så er vi i Pokhara [Klik for et større billede]
Foto: Nepal. Så er vi i Pokhara.
Vægtig grund. Der var ganske hyggeligt i Chandrakot, og ingen biler. Det samme kan ikke siges om Nayapul.

Lidt over en time senere nåede vi så til Pokhara, hvor vi havde en halv dag til vor rådighed.

I morgen ville bussen køre os tilbage til Kathmandu, hvor vi skulle tilbringe 1½ dag og 2 nætter inden det uigenkaldeligt var slut med Nepal - for denne gang.

Til top




november 2007 - webmaster: erik petersen - opdateret: 26-04-2016