Du er her > Start > Italien > Courmayeur

Vandring og trekking i Italien. Mont Blanc de Courmayeur.

Courmayeur

ligger ved foden af Monte Bianco, som Mont Blanc hedder på italiensk, i bunden af Val de Aosta. Byen er et udpræget skisportssted om vinteren, men om sommeren er det vandrefolk, bjergklatrere og mountainbike ryttere der indtager byen sammen med almindelige turister.

Courmayeur er domineret af den kæmpe Mont Blanc bjergkæde og denne aldeles charmerende bjergby og har efter sigende allerede i 1700 tallet trukket de første turister til egnen, men daterer sig endnu længere tilbage.

Der tales mange sprog, men foruden italiensk er fransk dominerende.
Det er det traditionelle italienske køkken der serveres, men egnen har sine egne specialiteter, der især ses på refugierne ude i bjergene.

Foto: Courmayeur.

Butikker er der masser af. Forskellige slags, mode og fitidstøj og special forretninger med egns delikatesser. I den nordlige udkant ligger 2 supermarkeder. Priserne er stort set som i Danmark og der er heldigvis op til flere banker med Bancomat, så plastik kortet kan luftes.

Der holdes siesta i den værste hede og næsten alt, bortset fra caféer og restauranter, lukker mellem 12.30 og 15.30 og trængslen i gågaden er helt forsvundet.

Busforbindelser er udmærkede. Der køres jævnligt, også i siestaen, omkring en gang i timen, til både La Visaille i Val Veny og Arp Novaz i Val Ferret.

Det koster 1.70 Euro for enkelt tur, men der kan købes et kort for 3 Euro, der så gælder ubegrænset samme dag på begge ruter. Men kun samme dag. Står man på ved busstationen skal billetten købes i billetsalget, men ellers hos chaufføren.

Kabinelift fra Courmayeur til Chamonix. Set fra Helbronner [Klik for et større billede]
Foto: Kabinelift fra Courmayeur til Chamonix. Set fra Helbronner (3462 m.o.h.).
Courmayeur er vokset sammen med de små samfund Dolonne, La Saxe og Verrand. Lidt nord for byen, ved Mont Blanc tunnelen, ligger to andre, Entréves og La Palud.

I La Palud (1370 m) starter liftsystemet, der kan bringe én hele vejen over bjergmassivet til Chamonix i Frankrig, med udsigt til selve Mont Blanc og de andre høje toppe og til de fantastiske gletchere, hvis vejret ellers tillader det.

Først op til Pavillon du Mont Frety (2173 m), skifte og så op til Refugie Torino (3375 m), endnu et skifte og så Punta Helbronner (3462 m) på grænsen. Herfra går det over til Alguille du Midi (3842 m) i Frankrig og ned til Plan de l'Alguille (2137 m) og til sidst Chamonix (1030 m). En tur der kan gøres på 1 time og 40 minutter.

til top

oprettet juli 2006 - webmaster: erik petersen - opdateret: 28-01-2016