Kort over Polen
Du er her > Start > Polen

Vandreture i Polen. Vandring i Tatra og Bieszczady bjergene.

Polen

var et af de første steder, hvor jeg rigtigt fik testet nysgerrighed, friluftsliv og vandrestøvler.

Det første besøg, i 1998, var i Bieszczady som ligger i det sydøstlige hjørne af landet.

Allerede året efter drog vi igen til Polen, men denne gang til Tatra bjergene. Gennem årene er det så blevet til flere korte ture til Tatra, alle med base i den dejlige by Zakopane for foden af Tatra.
Tanita
Foto: Fra toppen af Tanita i Bieszczadzki Nationalpark.

Tiderne har ændret sig meget,
siden de første ture i 98-99, skulle jeg hilse at sige. Den gang var det svært bare at skaffe information om stederne via internettet. De få hjemmesider, der fandtes om emnet, var på polsk og tog en krig at få downloadet med datidens 56K modem. Nu vrimler det med info om nær og fjern og man kan besøge selv de afsides liggende egne fra sofaen via google maps og foto. Det er næsten ikke til at forstå. Da vi tog til Bieszczady anede vi stort set intet om, hvad der ventede os.

Rejsetiden er også afkortet. Det er blevet muligt at flyve til Krakow, og det har afkortet rejsetiden til Zakopane og dermed Tatra, ganske betydeligt. Med flyselskabet Norwegian, der flyver fra København til Krakow, og med bus fra Krakow tager det godt 5 timer at nå til Zakopane. Inden da tog det et døgns tid med Polen færge og tog. Se 'Turdagbog fra rejsen' for nostalgiens skyld.

Alle siderne om Tatra bjergene er blevet omskrevet. De vandreture vi har begået er nu tilgængelige i ny udgave og samlet under Tatra vandreture.

Små tips til planlægning af ture i Tatra i sommeren månederne.
Fra seneste tur til Zakopane, som fandt sted i juli 2012. Det var en uges ferie med børnebørn og havde for så vidt intet med vandring at gøre, men den lærte os et par ting, der kan bruges i planlægningen af evt. vandreture i sommermånederne. Nemlig kø til kabelbanen og vejret.
Det gælder om at være tidligt på færde for at imødegå begge fænomener.

Kabelbanen til Kasprowy Wierch.
Kø ved kabelbanen Foto: Kø ved kabelbanen til Kasprowy Wierch. Selvfølgelig skulle ungerne med en tur op i de rigtige bjerge og selvfølgelig med kabelbanen. Det gik bare slet ikke.

Vi var der kl 9.30, men køen var enorm... og efter 2 timer i næsten 30 graders varme opgav vi, da skyerne kom og slettede udsynet til Kasprowy Wierch.

Der ville ikke være meget at se på toppen resten af dagen, det vidste vi af erfaring, og der var mindst ½ time endnu hen til billetlugen.

Læs mere om kabelbanen og muligheden for at undgå kø med on-line bestilling af billetter her: Kuznice

Vejret.
Det hører med til historien, at vejret alle dagene artede sig næsten ens, og således også denne dag. Flot vejr og sol indtil kort før middag. Så kom skyerne med kraftige tordenbyger og slagregn. Det vejr lå så og rullede rundt i bjergene resten af eftermiddagen. Det klarede som regel igen op om aftenen.

Vi vandrede så i stedet med ungerne op til hytten Gorski na Kalatowkach, hvor vi spiste burgere, drak vand og sodavand og gik så samme vej tilbage - og lidt til for at komme helt hjem. Vi nåede det inden regn og torden tog over.
- "Men næste gang vi skal med jer på ferie, skal vi altså ik' ud og vandre!"

Til top

oprettet september 1998 - webmaster: erik petersen - opdateret: 22-11-2014