|
|
Tivolis Koncertsal 10. marts 2007
Et studium i vellyd, perfektionisme, kontrol og forudsigelighed.
Jeg forventer ikke noget nyt under solen, når det gælder Morrisons koncerter og for en, der just har anskaffet sig den nye specielle limited edition "Live at The Austin City Limits Festival" fra en optræden den 15. september sidste år, var der absolut heller intet nyt. Fremførelsen og numrene i sættet i går var tilmed stort set identiske.
Sporene fra Austin, hjertet af Texas, har smittet kraftigt af på musikken og country præget var umiskendeligt og har åbenbart sin periode hos The Man. Så kan man lide det eller ej. Personligt synes jeg, at det er for meget cowboy og for lidt Belfast.
Men flot var det. Perfekt. Man må tage hatten af for udførslen. Gennemført og sikkert afleveret af en flok rigtig gode musikere.
Mesteren selv udgjorde den ene halvdel af blæserne og trakterede sin alt sax med overbevisning.
Jeg synes dog at der var lidt for meget håndværk over aftenens koncert. Mange af de kendte numre blev udsat for en solo runde til hver musiker og gjorde dermed nummeret lidt udvisket. Det tog snerten af ånden i musikken, som Morrison dog suverænt bragte tilbage på sporet med sin sang. Tilbage står så bare indtrykket af at musikken aldrig rigtig nåede ud over scenekanten.
Der var dog absolut også nogle højdepunkter og et af dem var fremførelsen af den legendariske "Saint James Infirmary". Fantastisk. Sørgemarchen sprang frem på nethinden og klumpen i maven voksede. The Man vandrede forrest i optoget og styrede med saxofon og stemme.
Van Morrison har den evne, at invadere et nummer i den grad, at resultatet fremstår, som om det er hans. Hans version af "I Can't Stop Loving You" gjorde, at man helt glemte, at det ikke var Morrison der var ophavsmand.
Alt i alt var der dog for langt mellem snapsene. Det var kun få gange musikken løftede sig ud over perfektionismen og blev sårbar og nærværende. En alt for velfriseret koncert efter min mening.
De 9 musikere var næsten identiske, så vidt jeg kunne orientere mig, med dem der optræder på den nyligt udkomne limited edition "Live at The Austin City Limits Festival" fra den 15. september sidste år. På pladen står de nævnt som følger:
Tony Fitzgibbon - Violin, John Allair - Hammond organ, Ned Edwards - Electric Guitar, John Platania - Electric Guitar (han var ikke med), Cindy Cashdollar - Pedal Steel & Dobro, David Hayes - Bass (jeg er ret sikker på, at han ikke var med, men fandt heller ikke ud af hvem bassisten så var), Neal Wilkinson - Drums, Crawford Bell - Backing Vocals, Acoustic Guitar & Trumpet, Karen Hammill - Backing Vocals, Janeen Daly - Backing Vocals.
Van Morrison i Tivoli
Foto: Erik Petersen
Tivoli februar 2004
Jeg havde desværre ikke lejlighed til at opleve Morrisons seneste koncert i februar i København, men flere jeg har snakket med - også nogle der aldrig har oplevet The Man live - har udtrykt begejstring.
Falkoner Salen 8 februar 2001.
Veloplagt Morrison
Det var for mig en
overraskelsernes koncert.
Havde foventet at høre et reportoire omkring
genren fra seneste CD udspil. Men i stedet fik jeg et genhør med adskillige
klassikere fra Morrison's univers. Enlightenment, Into The Mystic, One
Irish Glover og flere jeg ikke lige husker. Jazz'ede numre, bla.
How Long Has This Been Going On. Det var flot.
2 timer fra første takt til sidste. Morrison alt dominerende.
Han bemægtiger sig en hver sang han er med i. Selv Dylan's
It's All Over Now, får han til at lyde, som om det er hans. Linda
Gail Lewis havde ingen fremtrædende rolle, bortset fra de par numre
inden The Man's entre. Hun var vel nærmest kapelmester og backing kor.
Bandet med sine 3 horn var tight og velspillende.
KB Hallen 12 maj 2000
Så var chancen der for at høre en sanger af
usædvanligt kaliber! 12 maj stod han på scenen i KB Hallen.
Det er knap 5 år siden, han var her sidst, og jeg forspildte
ikke muligheden for et genhør!
Og han levede til fulde op til mine
forventninger! Heart and soul!
Indledning af bandet, entre med The
Man - lidt knas med lyden, hektisk aktivitet - "One two three.." og så
kørte det!Halvanden time, uden tid at trække vejret mellem
numrene! Ikke så mange dikkedarer. God gedigen heart and soul fra det
Morrisonske univers! Sådan skal det være... Det er lige som, at sætte
en CD på - fantastisk lyd...
som "at være der selv"!
Her er
en nærkontakt rent visuelt, formet af et entusiastisk
publikums medleven, medspil og modspil! Bevægelse, lugte, smøger,
tilråb, "den lille røg", piften, øl og "samglæden!
En "sensivirtuel" CD..
..
"Legendarisk og musikalsk kompromisløs irsk sanger,
multiinstrumentalist og sangskriver. Farven er blue-eyed soul,
stemmen er blues, stilen er folk, improvisationslysten er jazz."
Skrev Søren Thure Milkær på AOK siden!
- Jeg giver ham ret!
Mere fra erikpetersen.dk. Tjek det ud!
©copyright: erikpetersen.dk - webmaster: erik petersen - opdateret: 12-03-2007
|
