El Camino de Santiago. Vejen til Santiago.

Om en 32 dage og 774 km lang vandretur i det nordlige Spanien.

Den havde spøgt i tankerne et godt stykke tid. El Camino de Santiago, vejen til Santiago. En 'pilgrimsvandring' i fodsporene på historien. I middelalderen valfartede millioner af mennesker til Santiago de Compostela i Galicien i den nordvestlige del af Spanien. Kun Jerusalem og Rom overgik Santiago de Compostela i hellighed i den kristne/katolske verden. Det var en farefuld og besværlig færd at rejse til den hellige by. Banditter, røvere og hårdt terræn var udsigten for pilgrimmene, og det var en tur, man kun gik én gang i livet. Strabadserne og farerne gjorde, at mange aldrig nåede hjem igen, og turen var selvsagt meget tidskrævende og kunne tage år. Gennem tiderne har den vigtigste grund til at kaste sig ud i et sådan forehavende givet været den syndsforladelse, der kunne opnås ved at besøge Sankt Jakobs grav i katedralen i Santiago de Compostela og ved at gennemgå de lidelser der fulgte med en pilgrimsfærd.

I vore dage er det religiøse stadig intakt, men der også andre motiver der driver folk ud på denne færd. Ønsket om at 'finde sig selv', at opleve nyt, en billig ferieform eller bare en vandretur og sikkert mange andre. For os var det mest af alt en vandretur. Vandreture får altid én ned i gear og fremkalder en vis form for dybsindighed. Denne vandretur var ganske vist lidt anderledes netop på grund af de mange specielle aspekter. For mange var det virkelig en lidelse at gå den tur. Aldrig har jeg set så mange dårlige fødder og stor respekt for de pilgrimme, der udfra netop deres motiver fuldførte og nåede Santiago. Med sådanne plager havde vi taget det første tog sydpå til Andalusien og fundet ud til kysten og en strand i stedet.

Den her omtalte pilgrimsfærd gik ad den 'franske rute' - El Camino Francais - 774 km fra den lille by St. Jean Pied de Port ved foden af Pyrenæerne i det sydlige Frankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. En tur vi gik på 32 dage i august/september 2003.
Vi havde sat knap 6 uger af til turen, samlet sammen af ferier, feriefridage osv. Et større puslespil der startede allerede i begyndelsen af året, hvor også rejserute til, fra og hvordan blev undersøgt. Internettet har været den store kilde til planlægning og information i øvrigt. Vi valgte at flyve for at spare rejsetid og billetter blev booket over nettet allerede sidst i marts, hvilket gav yderst gode priser. Med Ryan Air fra Malmö Sturup til Stansted London og videre til Pau i syd Frankrig for 750 kr pr. person og hjem fra Bilbao til Stansted og videre til København med EasyJet for 415 kr pr. person. Det kan vist ikke gøres meget billigere.

Ved hjælp af det specielle pilgrimspas var vi sikret billige eller gratis overnatninger på vandrehjem, Alberques, refugier både kommunale og de private drevet af frivillige. Måltiderne blev indtaget i diverse restauranter og morgenmad, som for det meste bestod af sød sandkage eller noget andet sødt, blev indtaget i caféer og barer.

Med ca 8 kg i rygsækken tog vi hul på de 774 km, der først bragte os op i Pyrenæerne til Roncesvalles og siden gennem større byer som Pamplona, Logroño, Burgos og León. Gennem flere charmerende mindre byer og et utal af enslignende små forsømte landsbyer. Gennem landskaber med vinmarker. Navarra, Rioja og El Bierzo. Over mesetaen, den flade og berygtede højslette mellem Burgos og Leon. Op og ned ad små og store bjerge med charmerende og hyggelige bjerglandsbyer. Gennem det grønne Galicien med skove af eucalyptos og så til slut målet Santiago de Compostela.

En fantastisk tur. Man møder og kommer tæt på mange mennesker fra alverdens steder. Samme mål og samme sovesal. Deler de samme bade og lokummer. Træder de samme spor. Vi mødte brasilienere, amerikanere, canadiere, australiere, sydafrikanere og japanere fra landene udenfor Europa, der selvfølgelig selv var stærkt repræsenteret med spaniere i overtal. Først aller sidst på turen stødte vi ind i andre danskere og mødte faktisk ikke andre scandinavere. Man følges et stykke og skilles så igen. Man glædes, undres og irriteres over de andre på caminoen.

Irriteres over at blive vækket hver morgen ved 5-6 tiden af dem der med pandelygter pakker og gør klar til dagens tur. Man har da for pokker ferie? - Nå, rytmen var for så vidt indlysende efter nogle dage. Det gjaldt om at nå næste overnatning hurtigt for at være sikker på en plads og desuden var det for de fleste anstrengende, at vandre i solen efter kl 14. Så dagens vandring startede for os typisk ved 7 tiden, en times tid efter de første, men vi oplevede nu kun en enkelt gang, at der ikke var plads til os.

Man glædes over, at de, der ude på ruten tydeligvis havde problemer, alligevel dukker op på refugiet senere. Som den døvstumme japanske kvinde, for første gang i Europa, der var med hele vejen og på egen hånd. Hun fik lidt problemer med det ene ben. Tror vi alle havde stor respekt og omsorg for dette lille tapre væsen. Hun nåede også frem til Santiago.

Glædes over igen at møde nogle af dem, der ellers var blevet væk. Som for eksempel italieneren Guiseppe. Vi hilste igen og igen på hinanden når vi kom forbi, hvor han sad i læ af et træ og holdt pause og igen når vi gjorde det. Vi kunne ganske vist ikke snakke sammen, han kunne kun italiensk, men det blev så med store smil som hilsen og et Hola! En dag var han der ikke mere. Nu var man blevet 'vant' til ham, så man blev glad, da han igen dukkede op. Så var han på plads.

Der opstod selvsagt en egen rytme når man dag efter dag foretog sig stort set det samme. Der var tale om en neddrosling af alt, der lignede dagligdag, tempo og jag, til livets helt basale og enkle behov. At spise og sove. Eneste krav, var at vandre fra a til b. Intet mere forlangtes. I 32 dage. Det gav rigelig tid til eftertanke og undren over livets små og store tiltag.

Kontrasten mellem landsbyer og større byer er markant. Nogle af landsbyerne ser ud som for 100 år siden, og livet leves på mange måder lige sådan. Lille husholdningslandbrug. Kostald nærmest i daglig stuen. Faldefærdige huse i mange tilfælde. En kirke der ofte også var medtaget. I nogle samfund var der en enkelt handlende foruden en bar, og den konstante strøm af sultne og tørstige pilgrimme på vej mod vest er med til at holde liv i mange småsamfund.

I omegnen af de større byer var der til gengæld anderledes aktivitet. Foruden store vejprojekter var der masser af byggeaktivitet. Her skød også den ene pragt villa op efter den anden. En hver spanier med respekt for sig selv må åbenbart mene, at han mindst har brug for 3 etager. Nogle af dem lignede palæer.

Vejrliget på turen har været meget blandet. Vi startede i resterne af den hedebølge, der havde hærget i mange uger og det var til tider rigelig hot og svedigt. Vi oplevede dage med kun lidt sol og temperaturer, der var til at bære. På mesetaen, der tog ca en uge at gå, var vejret som i Danmark. Blæsende, overskyet og 16-18 grader. En rigtig dansk sommer. Ja, man kunne let henfalde til tanken om, at det var på Lolland vi gik og ikke i Spanien. Det var fladt, fladt så langt øjet rakte.

Faktisk var vejret en fordel, for mesetaen kan være rigtig barsk, hvis solen skinner. Vi er i ca 800 meters højde, så der bliver kog på fra oven. Der er stort set ikke til at opdrive skygge, de få træer der spottes står måske ikke engang nær caminoen og afstandene er større. Der er langt mellem vandposterne. "You can actually die out there", som en ung spanier sagde.

Efter mesetaen ændrede vejret sig og turen i bjergene, der nu dukkede op efter det flade stykke, foregik i masser af sol og varme. I det grønne Galicien, der netop er grønt på grund af en del regn, kom der heller ikke en dråbe. Varmen fortsatte og gjorde det til en hot affære, at færdes på caminoen i de sene eftermiddagstimer. Flere var stærkt mærkede, når de nåede frem til refugiet.

Regn havde vi ikke meget af og vore ponchoer var kun i brug et par gange og kun meget kort. Nogle få byger og lidt støvregn var alt. Først efter et par dage i Santiago kom der rigtig regn.

Man skal have gået de sidste 100 km eller have cyklet de sidste 200 km og kunne bevidne det gennem stemplerne i sit pilgrimspas for at få sit Compostela, Katedralens officielle certifikat på pilgrimsrejsen, der udstedes på Pilgrims Kontoret i Santiago. De sidste par hundrede km bærer også præg af dette, da typisk mange spaniere bruger en uge på det forehavende. Folk, der tager turen som en lille ferie og vandrer afsted med en rygsæk på størrelse med en madkasse. En del fik kørt grejet og havde slet intet at slæbe på. Der er også mange unge mennesker imellem og det skaber lidt pres og uro på refugierne, der typisk heller ikke holder samme standard som tidligere.

Ankomst Santiago de Compostela efter 32 dages vandring. Efter at have modtaget Compostelaet deltog vi i den særlige Pilgrimsmesse, der afholdes hver dag kl 12 i den imponerende Katedral. Dagene i Santiago, meget hyggelige by i øvrigt, blev brugt til at se til, at de andre kom i hus. Mennesker man havde fået et tættere forhold til på en eller anden måde. En del var ankommet dagen før, nogle samme dag og flere dukkede op dagen efter og dagene efter igen, så det blev til mange glade gensyn, inden kursen igen blev sat mod København.