navigation til > startside > program > trup > info > historie > arkiv > links

18.04.09

2-1 sejr over rivalerne fra Skjold.

93 vandt lokalopgøret, som ikke havde meget karakter af lokalderby over sig.

For 93 var de 3 point også langt vigtigere end den såkaldte 'håneret'. Bestræbelserne på at holde fast i toppen kræver sejre hver gang også over rivalerne fra BK Skjold.

Der blev heller ikke rigtig tale om et lokalopgør med fest og farver og stor intensitet. Måske de fremmede omgivelser havde betydning og der var vist heller ikke mange Skjold fans til stede.

93 havde fået øget selvtilliden efter 2 sejre i Påske dagene over hhv. Brønshøj og Avarta og startede med fart over feltet.
B.93-Skjold. Casper Abildgaard råber vagt i gevær og Rang Shawkat bremser
Foto: Casper Abildgaard råber vagt i gevær og Rang Shawkat bremser.

B.93-Skjold. Casper Abildgaard fyrer kanonen af mellem ven og fjender
Foto: Casper Abildgaard fyrer kanonen af mellem ven og fjender.
Skjold kom også til kampen med en god portion selvtillid ovenpå imponerende 6 sejre på stribe og havde tydeligvis til sinds at følge op.

Kampen udviklede sig, efter 93's første dominans, til lidt af en gang "tju bang" fodbold. Skjold forsvarede sig ved effektivt at lodse bolden ud af kommunen.

Det var også høje lange bolde frem til angriberne, der var våbnet Skjold havde udtænkt til at knække 93, eller også spiller de bare sådan.

Det havde imidlertid den effekt, at 93's midtbane ikke fik sat det sædvanlige aftryk på kampen, med hurtigt omstillingsspil når de erobrede bolden.

93'erne var farligst i kampens start, hvor der blev skabt nogle store chancer, men kvaliteten i afslutningerne var ikke god nok.

Venhar Sabani, der startede inde i dag, var vanen tro meget aktiv med sine raids mod baglinien, men timingen var ikke i orden og for meget blev til intet.

Anfører Baunsgaard fik dirigeret en del videre med hovedet, men Olcay Senoglu havde hele tiden et par mand omkring sig og fik ikke let spil.

Skjold satsede på de lange bolde og havde en vis succes med det. 93 forsvaret havde travlt med at løbe angribere op og det var ikke helt ufarligt.
B.93-Skjold. Anfører Baunsgaard venter på nedfaldet, og Skjold målmanden er på vej
Foto: Anfører Baunsgaard venter på nedfaldet, og Skjold målmanden er på vej.

B.93-Skjold. Geert Baunsgaard og Olcay Senoglu løber i position
Foto: Geert Baunsgaard og Olcay Senoglu løber i position.
93's backs kom til at ligge langt fra deres modstandere, hvilket gav Skjold nogle gode muligheder for indlæg, især i Rang Shawkats side.

De fleste blev dog clearet af Mads Ibenfeldt og Casper Abildgaard, der generelt havde godt fat i Skjolds angribere, og de dybe bolde, der kom fra den anden ende.

Mads Ibenfeldt måtte en enkelt gang strække helt ud for at forhindre en scoring imod, da en Skjold angriber var ved at sende kuglen i mål.

93 prøvede igen og igen at overliste Skjolds defensiv. Opspillet blev varieret godt og der blev skabt både store og små chancer.

Efter 45 minutters fodbold af noget skiftende underholdningsværdi, var stillingen stadig 0-0, da der blev fløjtet til pause.

Træner Gall havde igen benyttet pausen til en udskiftning. Emil Dyre kom på banen i stedet for Henrik L. Olsen, der ikke fik så meget ud af sit kant spil.

Dyre og Sabani satte straks tryk på med det direkte og udfordrende spil og Skjold blev trykket helt i bund.

Efter 10 minutters spil gav presset bonus, da Olcay Senoglu endu engang stod, hvor han skulle, og behandlede chancen, som den burde. Ind i kassen.
B.93-Skjold. Emil Farver skærmer godt af
Foto: Emil Farver skærmer godt af.

B.93-Skjold. Jan Isaksen, en af mange 93'ere der var i græsset
Foto: Jan Isaksen, en af mange 93'ere der var i græsset.
Endelig var der gået hul på bylden og der gik kun 2 minutter til, så headede Baunsgaard bolden i nettet i en stor bue over målmanden, der var gået helt galt af bolden.

2-0 på to minutter, næsten for godt til at være sandt. Det holdt desværre også kun kort, så blev der tøvet og spillet lidt for løst i defensiven og Skjold fik foræret reduceringen til 1-2.

Der blev svaret fra Galls side med det samme. Han tog Sabani ud og sendte Jan Isaksen på banen. Isaksen kom til at ligge i front sammen med Baunsgaard og Senoglu trak ud som anonym venstre kant.

Så kun 5 minutter senere forlod Baskim Ziberi, der for en gangs skyld var anonym, også banen og ind kom Mikkel London i stedet.

Det samlede billede ændrede sig ikke. Det var stadig 93, der havde bolden mest og skabte de fleste chancer, mens Skjold levede af de tilfældigheder, der opstod på de lange bolde.

De formåede også i de sidste minutter af kampen, at få 93's defensiv til at vakle under et sidste desperat pres for en udligning.

Olcay Senoglu var kort før blevet vist ud efter at have fået sit andet unødvendige gule kort i kampen. Det var skidt Senoglu.
B.93-Skjold. Hvem når den først? Det gjorde Skjolds anfører Zadock McWere
Foto: Hvem når den først? Det gjorde Skjolds anfører Zadock McWere.

B.93-Skjold. Baunsgaard og McWere i kamp om positionen
Foto: Baunsgaard og McWere i kamp om positionen.
Men 93 holdt stand med kun 10 spillere på banen i de sidste minutter og endnu en sejr og 3 point kan noteres ind på kontoen.

Lokalopgøret manglede meget i forhold til tidligere lokalderby, de to klubber imellem, men det blev trods alt endnu en seværdig dyst, hvor der blev gået til den.

Der blev begået mange frispark i kampen og mange 93'ere var nede at bide i græsset.

De mange muligheder, der opstod på frispark og hjørnespark, blev alle eksekveret af Thomas Høegh. Nogle vil måske driste sig til at sige misbrugt af Høegh, for det så altså noget sløset ud og der kom heller ikke noget ud af det.

Kamp fakta:

B.93-Skjold 2-1 (0-0) Valby Idrætspark.

(55') 1-0 Olcay Senoglu
(57') 2-0 Geert Baunsgaard
(45') Emil Dyre ind, Henrik L. Olsen ud
(61') Jan Isaksen ind, Venhar Sabani ud
(66') Mikkel London ind, Baskim Ziberi ud

B.93-Skjold. Baunsgaard fik en på låget i slutningen af kampen
Foto: Baunsgaard fik en på låget i slutningen af kampen.


Holdet på banen:

Jacob Thomsen

Rang Shawkat, Casper Abildgaard, Mads Ibenfeldt, Emil Farver

Henrik L. Olsen, Baskim Ziberi, Thomas Høegh, Venhar Sabani

Geert Baunsgaard (anf), Olcay Senoglu

navigation til > startside > program > trup > info > historie > arkiv > links

opdateret 19-04-2009 ©copyright: Erik Petersen :) rettigheder alle fotos: Erik Petersen :) www.erikpetersen.dk