navigation til > startside > program > resultater > stilling > trup > info > historie > arkiv > links > english

11. august 2002:

3-1 sejr i Gentofte.

HIK - B.93 : 1-3 (0-2)
Efter en noget uinspireret indsats og tabt cup kamp i onsdags var det med spændte forventninger om at holdet ville revanchere sig mod HIK, at man entrede et endog meget varmt Gentofte Stadion.

Der var gensyn med et par tidligere 93'ere på HIK's hold. Dan Lübbers på nedtrapning og tidligere AB'er og ungdomsspiller i 93 Klaus Lykke. Begge markerede sig på et tamt HIK hold.

B.93 uden René Tengsted, Sladan Peric og Jonas Troest der alle er ude med skader fik hurtigt styr på begivenhederne og tog téten. HIK viste sig at være ufarlige og usikre og 93 fik de bedste muligheder i starten. Nicolas Nielsen var dog lidt på afveje efter et hjørnespark og skabte lidt usikkerhed bagest.


Nicolas Nielsen lidt presset.

Overtaget i alle spillets faser fik desværre 93'erne til at falde i tempo og holde for længe på bolden. Rami med sine udfordrende driblinger skabte meget ravage, men overdrev alt for ofte sine driblinger og meget endte i ingenting.

28 min spillet da Dennis Mortensen viste hvad han er ansat til. Stod det rigtige sted og scorede til 1-0 med et kludeskud, som målmanden ikke kunne nå. Et rigtigt centerforward mål.

5 min senere var han igen på pletten og hamrede resolut bolden i kassen til 2-0 efter et hjørnespark, hvor HIK keeperen ikke fik fat i indlægget. Godt mål.


Dennis Mortensen har scoret til 2-0.

I starten af 2. halvleg fik HIK mere spil og efter et kvarters tid brændte det på foran Nicolas Nielsen i 93 målet i et par situationer. En stærkt spillende Michael Jørgensen kom dog ofte i vejen. HIK offensiven gav gode kontra muligheder og 93 burde have scoret yderligere et par gange eller tre. Foran et blankt mål lykkedes det 93'erne at være lige ved og næsten.

Målscorer Dennis Mortensen takkede af i det 66. min og blev erstattet af Peter Fensholm der rykkede ud på venstrekanten og Rami Kais rykkede så ind centralt.


93 havde mange muligheder foran HIK målet

Efter 72 min. blev en svag Baskim Ziberi blev taget ud og Thomas Pedersen blev sendt ind i stedet. En HIK'er fik 5 min senere gult for anden gang og blev vist ud.

79 min spillet da Carsten Trier blev sendt på banen i stedet for en anonym Peter Rewers. Trier var et friskt pust. Kom straks godt til baglinien og sendte en perfekt pasning ind foran mål, hvor den nok engang blev sendt uden om kassen. Kort efter fik Trier selv chancen på oplæg fra en velspillende Christian Brøndum, men heller ikke han lykkedes med afslutningen og skød direkte på målmanden.


Troels Jensen ærgrer sig over de mange brændte chancer.

Et kæmpe overtag kampen igennem og en 2-0 føring og med chancer nok til at føringen kunne have været 5-0, bliver HIK så lukket ind i kampens sidste 5 min, med et reduceringsmål og en stor chance for udligning. Heldigvis bliver stormen redet af og i overtiden viser 93 høj klasse i kontraspil, da Peter Fensholm sætter HIK'erne og spiller Brøndum blank. Og Brøndum svigtede ikke. 3-1 på udebane i turneringens første kamp er da godt nok.


Christian Brøndum har scoret til 3-1 på et fornemt oplæg fra Peter Fensholm i kampens sidste minut.

Holdet:
Nicolas Nielsen
Morten Lykke, Michael Jørgensen, Jimmy Müller,
Niels Madsen, Rami Kais, Baskim Ziberi,
Troels Jensen, Christian Brøndum, Peter Rewers,
Dennis Mortensen
Ind/ud:
66. min ind Peter Fensholm, ud Dennis Mortensen
72. min ind Thomas Pedersen, ud Baskim Ziberi
79. min ind Carsten Trier, ud Peter Rewers



navigation til > startside > program > resultater > stilling > trup > info > historie > arkiv > links > english

opdateret 11-08-02 ©copyright: Erik Petersen :) rettigheder alle fotos: Erik Petersen :) www.erikpetersen.dk